Kroppen husker barndommens generthed

I en kronik i Kristeligt Dagblad 2. november 2018 skriver Speciallæge i psykiatri Niels Kjeldsen-Kragh om generthed, der kan være en lidelsesfuld affære. Han beskriver, hvordan den generte har en drøm om at være udadvendt, frimodig og afslappet, men oplever skam og selvhad, når det ikke lykkes. Han beskriver, hvordan fysiske symptomer som rødme, stammen og svedudbrud kun fuldender følelsen af fiasko.  Og ofte fremkalder det minder om pinagtige situationer fra barndommen, hvor man gemte sig bag sin mor i tryghed.

Niels Kjeldsen-Kragh siger: ”Jo mindre frygt man rummer, jo mere er man i stand til at vise andre, hvem man er, og jo større livsudfoldelse og tilfredshed har man mulighed for at opleve”. Hvis dette er sandt, medfører det, at den generte har sværere ved at vise sit sande jeg og opleve tilfredshed og livsudfoldelse. Kristeligt Dagblad er startet en ny serie: Mødet mellem mennesker, og Nanna Schelde skriver 9. november 2018 om små og store fællesskaber, der mødes i den virkelige verden om en interesse, der kan være hvad som helst.

Jane Sandberg, direktør hos Enigma – museum for Post, Tele og Kommunikation i København har besøgt og beskrevet 100 af disse fællesskaber. Hun finder, at danskerne finder sammen på kryds og tværs i en søgen efter mening sammen med andre. Det kan være hækleklub, flygtningearbejde, modesaloner og besøg på kirkegårde; bare for at tage nogle af de nævnte. Hun siger også: ”En psykolog sagde engang til mig, at man ikke er en del af et fællesskab, før man har løftet sin stemme, fordi først da får man en respons. Først da ved du, at nogen har set eller hørt dig. Og alle har behov for ikke at være alene”.

Jeg har i ovenstående trukket disse to citater frem: ’om mindre frygt som forudsætning for tilfredshed’ og ’løftet stemme for at føle sig set’. Det har jeg gjort for at øge din motivation for at gøre noget ved generthed eller socialfobiske tendenser hos dig selv eller en, du kender. For eksperterne mener, at der er betydelig livsglæde at få, hvis du træder ud over din sikre grænse. Hvis du ikke lystre din lyst til at gemme dig eller tænker: ”Det er der nok en anden, der siger” eller ”Det er nok heller ikke så vigtigt”. For det er ikke kun til fællesskabets gevinst, at du skal åbne munden, det er i den grad også til din egen gevinst.

I klienthistorien om Franka, der kan læses her, bliver det meget tydeligt, at det virkelig rykkede hendes selvbevidsthed at sige noget til et forældremøde. For hun blev hørt, fik respons og blev et fuldgyldigt medlem af fællesskabet samtidig med, at hun bidrog med noget. Og et sådan skridt ud af den sikre zone giver mere blod på tanden bagefter. Vi kender alle til, at det første skridt er det sværeste. Så hvordan kan du forberede dig bedst til det første skridt i et fællesskab nær dig? Eller hvordan kan du hjælpe en genert ven til at sige noget i en forsamling for at blive en del af fællesskabet? Det er ko ikke ved at tale personens sag … så er det dig, der styrker DIT medlemskab. Spørg til, hvordan du bedst støtter den første ytring. Skal der belønning til bagefter? En dejlig cafe latte efter mødet? Skal du holde dig væk en bestemt aften efter at have rollespillet din vens ytring? Hvad skal der til? Giv dig god tid til at lytte efter.