En klient fortæller

En af mine klienter – vi kan jo kalde hende Franka – kom til mig i forsommeren, da hun var blevet opmærksom på, at noget var galt. Uddannelsen var gået i stå og en sagsbehandler havde pludselig gjort hende opmærksom på, at det måske var en socialfobi, der var grund til det. Da Franka derhjemme fik læst op på tilstanden socialfobi, kunne hun genkende rigtig mange ting og besluttede sig for at gøre noget ved det.

Hun var ekstrem nervøs for sociale sammenkomster, også selv om det bare var sammen med familie og gode venner. Alting skulle være helt perfekt for at være godt nok. Mange dage i forvejen kredsede tankerne om, hvad de andre ville tænke om hende og arrangementet. Det tog al glæden ud af dét, der ellers skulle være rart. Ved møder på børnenes skole måtte hun møde op i rigtig god tid, så hun kunne placere sig det helt rigtige sted, hvor ingen lagde mærke til hende, og risikoen for at skulle svare på noget var minimal. Hun var også bange for udefrakommende ting og kunne f.eks. placere hele familien, forældre og 3 børn, på én etage i feriehuset, da hun ikke kunne holde to etager ’sikre’.

Franka blev undervist i sammenhæng mellem angst og undvigeadfærd på bare 2 samtaler, hvorefter sommeren skabte en pause på knap tre måneder. Da Franka kommer igen, er det en helt ny kvinde, der snakker til mig. Hun har fået fortalt sine søskende om hendes tanker og forbehold, når de er sammen. De blev meget overrasket over, hvor slem hendes ’generthed’ var, og de er nu sammen på en helt anden måde. Franka havde i familien givet udtryk for egne behov og hvad hun gerne ville udføre af pligter i hjemmet og hvad, andre skulle ind over.

Hun har grebet udfordringen med at slække på kravene til sig selv ved sociale arrangementer an på en helt fantastisk måde. Hun havde udskudt at holde en af drengenes fødselsdag, da hun ikke kunne overskue hverken arbejdet, men heller ikke alle følelserne op til og under fødselsdagsfesten. Nu havde hun lavet en 180 grader kovending fra det perfekte hjemmelavede, til mad bestilt udefra og tanker om: ”Det er godt nok det her. Det er festen, han er glad for. De må tænke, hvad de vil”. Og hun mærkede en helt ny frihed og glæde ved arrangementet.

Også på børnenes skole var der sket forandring. Tidligere kunne Franka sidde med vigtige og vedkommende bemærkninger, som ikke på nogen mulig måde kunne komme ud gennem munden. Nu kunne hun prale til mig om, at hun til et forældremøde havde fået rakt hånden op sagt det, hun gerne ville. Ikke roligt og afslappet, men med hjertet hamrende løs både før, under og efter. Men det havde føltes både skræmmende og godt. Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, Franka har talt i sociale sammenhænge. For hun vil kæmpe for den nyvundne frihed og har tanker om, hvordan den kan gives videre til børnene, som hun bestemt ikke ønsker, skal blive lige så hæmmede som hende selv. De har også fortjent friheden.