Klienthistorie

En af mine klienter – vi kan jo kalde ham Dexter – er sidst i fyrrene og har i mange år arbejdet med sig selv. Han har en velbehandlet OCD, Obsessive Compulsive Disorder, og har vænnet sig til små vaner, som at tjekke komfur og dør, når han skal ud af døren. Men andre gener i hverdagen vil han ikke finde sig i, og derfor startede han op i terapi igen efter en pause for at opnå endnu større frihed. Han arbejder omhyggeligt med observationer, der nedfældes, og konkluderer ofte selv på det, han har opdaget. F.eks. at det er et tegn på sundhed hos ham, at han nu kan sige: ”Ja, jeg planlagde at gøre sådan og sådan, men så gad jeg alligevel ikke”. Hvor det hos andre kunne tolkes som undvigeadfærd, er det hos ham et tegn på at være fleksibel og impulsiv, hvilket tidligere ikke var nemt for ham..

Der havde en kortere periode været skærpet fokus på hans arbejdsplads og han kunne mærke tegn på stress: Øget anspændthed, mere uro i kroppen, flere tanker om andres tanker og han havde svært ved at sluge piller. Han analyserede sin arbejdssituation og kom frem til, at det stressede ham rigtigt meget, at han sad, hvor han sad. Lige overfor ham på den anden side af skrivebordet sad en medarbejder, der dels taler hele tiden og dels taler med mange andre medarbejdere, der er bag Dexter. Der bliver således hele tiden talt hen over hovedet på Dexter om ting, der ikke decideret er en del af hans arbejde. Han gik til chefen og forklarede situationen og blev uden problemer flyttet til et andet sted på kontoret få meter væk, hvor han fik meget mere ro og fred og bedre kunne bestemme, hvornår han ville snakke med andre medarbejdere. Dette fik omgående positiv effekt på uro, anspændthed, tankepres, og pillerne røg nemmere ned igen.

Jeg bringer denne historie som eksempel på eminent stresshåndtering. Bobby Zachariae er ekspert på området. Han er dr.med. og psykolog med speciale i sundhedspsykologi og holder foredrag og skriver bøger. Han har bl.a. skrevet: ”Trivsel og håndtering af stress. For medarbejdere og ledere.” Her skelner han mellem problemfokuseret mestring, hvor vi handler for at gøre noget ved problemet og følelsesmæssig mestring, hvor vi prøver at regulere vores  følelsesmæssige reaktion på problemet. Man kan ikke sige, at den ene er mere rigtig end den anden. I nogle situationer er det mest fornuftigt at lære at være i situationen og forholde sig rationelt til den, fordi den ikke kan ændre sig. (F.eks. kan du ikke få din afdøde kone i live igen, uanset hvor meget du prøver) I andre situationer er det bedst at få has på et problem, fordi det rent faktisk kan lade sig gøre.

Dexter kunne sætte sig for at lære at være ligeglad med afbrydelser. Han kunne lave alternative tanker om forstyrrende elementer og den evigt talende medarbejder. Han kunne sige til sig selv, at afbrydelserne var en vigtig del af en udvikling mod det uforudsete og en træning i accept af det impulsive. Han kunne også lave et system med programsat afspænding af kroppen og vejrtrækningsøvelser og lave et ugentligt løbeprogram for at komme af med uroen i kroppen. Men i stedet fik han sig et andet sted at sidde på kontoret. Jeg synes, det er genialt. Og jeg bliver mindet om nogle gange bare at bruge snusfornuften i stedet for den sidste nye trend indenfor selvudvikling. Tak, Dexter.