Mens disse ord tastes på computer, sidder jeg i 27 grader i Spanien og nyder en kæresteuge med min mand. Det er en ren gave til parforholdet at rive dage ud af kalenderen og bare bruge tid på hinanden og ikke på særlig meget andet. Og netop begrebet gaver er de sidste 10 dage blevet belyst for mig på mange forskellige og nogle gange lidt overraskende måder. Det har sat så mange tanker i gang, at du som nyhedsbrev-modtager må udsættes for mine tanker og forhåbentlig selv få gang i dine egne tanker om gaver i hverdagen.
Situation 1: Jeg var i en speget situation, hvor jeg gerne ville have en kvindelig kollega med til et fagligt kursus, men arbejdsgiveren havde ikke råd til at sende sin ansatte afsted. Selvfølgelig kunne jeg selv tage af sted, men jeg snakker nu så godt med hende, og hun stiller mig spørgsmål, der får mig til at tænke tanker, som jeg ellers ikke ville få. Vi har det godt sammen både fagligt og personligt, og nogle kursusdage sammen ville være rigtig dejligt. Så jeg tilbød at betale den store del af udgiften og låne hende resten. Det skal lige siges, at jeg ikke er en helgen eller særlig rig, men I min familie lægger vi 10 % af løn efter skat til side til gode formål; og dette syntes som et godt formål på flere planer. For mig, for hende og for alle de klienter, der senere vil nyde godt af vores øgede viden.
Dette skrev jeg til hende, og hun svarede: ”Hvis det var mig, der tilbød, ville jeg ønske, at den anden sagde ja og ikke kun gemte sig bag sin stolthed. Så jeg vil meget gerne sige ja og tusind tak!!! Som i tusind, tusind tak!!”. På fineste vis satte hun ord på, at det sandelig også kan være en gave til giveren, at modtageren tager imod. På denne måde er vi begge blevet både givere og modtagere; altså beriget begge to….. Og så er vi slet ikke nået at blive ekstra kloge endnu; det har vi i vente.
Situation 2: Jeg håber, du nød sidste uges klienthistorie; ellers kan du nå det endnu. Læs her. Jeg havde skrevet en skitse til historien som støtte for min tidligere klient, men hun foretrak at skrive den personligt. Og derfor kunne du ikke læse min afsluttende sætning: ” Det har været et privilegium at arbejde med min klient”. Hun havde derimod skrevet: ” At komme hos Gitte, har været noget af det mest fantastiske og bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv”.
Man kunne tolke på udbytningen, at vi måske begge to har lidt svært ved at modtage rosende ord. Eller måske er det mere korrekt at udlede, at vi begge har fået en hel masse ud af samarbejdet. Hun er blevet fri for den altoverskyggende angst i hverdagen og kan nu gå, hvor hun vil og kan som sidegevinst mærke sine behov og kræfter og udmelde dem til andre. Jeg fik lov til at se en ekstraordinær hurtig udvikling og har nu endnu mere fokus på begrebet ’skanning’ i klinikken. Vi fik altså begge en gave gennem samtaleforløbet.
Situation 3: Et familiemedlem har brug for støtte og vejledning, og jeg er for tæt på til at gøre det selv. Stor erfaring, faglig kunnen og inderligt ønske om positiv forandring kan ikke opveje det faktum, at man kan være for involveret i en situation til selv at kunne hjælpe. Og så har jeg desuden ikke de helt rigtige forudsætninger. Det gælder bare om hurtigst muligt at indse dette og finde en løsning. Så jeg kiggede rundt i omgangskredsen; tæt på og langt ude … hvem havde de kvalifikationer, der var brug for? Og kunne jeg være bekendt at spørge?
Der var en ven fra gamle dage, der kunne være den helt rigtige, men jeg havde ikke snakket med ham i 15 år ud over tyve ord til to forskellige begravelser. Så var vi tilfældigvis afsted til samme arrangement, og jeg bed hovedet af al skam og forfulgte ham hen ad gangen og forklarede om mit familiemedlem, der havde brug for støtte. Han var høfligt interesseret, men havde også travlt med at passe sine to børn under 5 år, så jeg havde det ikke så godt med at presse på. Vi aftalte dog at holde kontakten omkring dette.
Han kontaktede mig og ville trods familietravlhed gerne hjælpe, så vi skrev sammen om det praktiske med tid og sted; det skule jo ikke være for besværligt for ham. Og ved du hvad? Så skrev han og fortalte, om dengang for 30 år siden, da vi som familie havde været der for ham, og han afsluttede med dette: ” Så der er ikke rigtig noget, der er for meget besvær, hvis jeg kan hjælpe nu”.
Så blev jeg altså helt rørt og fik endnu mere gang i tankerne omkring gaver, der flyver rundt på kryds og tværs. Nogen opdager jeg slet ikke, at jeg giver. Nogle modtager jeg uden, at den anden ved det. Nogle gaver får jeg bare ved selskab af en anden. Hvis du ser efter disse gaver i hverdagen, vil du blive mere opmærksom på dem. Og mere taknemmelig over dem. Måske skal du lige som jeg turde at spørge om en gave fra en, selv om du ikke har haft snakket med personen i lang tid. Måske skal du fortælle et menneske, at du ser vedkommende som en gave her i tilværelsen. Måske skal du bare tage imod en gave som min kollega gjorde. Nu vil jeg – inspireret af hende – tage på spansk restaurant med min mand for penge, som en veninde sendte mig i går, fordi …. hun blev tilskyndet til. Og jeg vælger at tage i mod og være taknemmelig. Og opmuntre dig til at være lige så åben.
Og så vil jeg bare efter opfordring fra Andreas sige: Tak for nu.