I Kristeligt Dagblad er der 24. november at læse en boganmeldelse af bogen: ”Flip. Hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede”. Det er Lotte Kirkeby Hansen, der i en temmelig skrap i tone anmelder, selv om hun giver bogen 3 ud af 6 stjerner. Bogen er skrevet af forskningsformidler, sociolog og formand for regeringens udpegede Stresspanel Anette Prehn, der har udgivet flere bøger om hjernens virkemekanismer – både de mere negative, men også de positive. I denne bog på 304 sider gør Prehn det meget tydeligt, at vi med fordel kan arbejde med den måde, hvorpå vores hjerne opfatter ting.
Hun tager afstand fra de simplificerede trends med at tænke positivt eller tage nej-hatten på, da hun synes, de tvinger den enkelte til at tænke på en bestemt måde. Hun har udviklet en metode, hun kalder Framestorm, hvor den enkelte situation skal ses i forskellige perspektiver. Hun opfordrer til, at man skal omfortolke situationen til op til 50 forskellige situationer, for at træne hjernen til at se andre veje end de sædvanlige. Jeg har ikke læst bogen, men kan tydeligt genkende journalistspørgsmål fra angsthåndtering for børn: Frihedskæmperne eller sokratisk tænkning fra den kognitive adfærdsterapi.
Min fortolkning af anmeldelsen er, at Lotte Kirkeby Hansen mener, at Anette Prehn selv har simplificeret teorien alt for meget og næsten hyggesnakker med læseren. Hertil må jeg som terapeut tilføje, at hvis forfatteren ikke taler ned til sit publikum, men formidler vigtige pointer på letforståelig måde, så ser jeg det kun som et plus. I klinikken er det ofte de enkle hjælpemidler, der er bedst. F.eks. kameratjek, når vi oplever, at kollegaen råber vredt efter os, så alle kan høre, at vi igen har glemt en vigtig detalje i en arbejdsopgave. Så skal vi med et tænkt kameratjek fortælle om situationen, som et kamera ville opfatte det: placering, ordlyd, stemmeføring og bevægelse. Ingen tanker og skjulte dagsordner; ingen dårlig samvittighed eller klamme håndflader; ingen følelser eller hukommelse fra tidligere oplevelser. Kun hvad et kamera ville opfange.
På denne måde skal hjernen prøve at fravælge den følelsesmæssige hukommelse fra amygdala i hjernen og kun se på selve situationen, som den skete. Kollegaen sagde med almindelig stemme: ”Hov, du mangler lige at gøre det sidste”. Du stivnede og kiggede rundt for at se, om nogle hørte det. Dine skuldre røg op til ørerne. Du kiggede ned i gulvet og famlede efter papiret igen. Blev lidt rød i hovedet, da du tog papiret til dig. Det kunne kameraet måske have optaget, men ikke vreden i kollegaens stemme, for den har din dårlige samvittighed selv puttet ind i situationen. Og alle kollegerne, der lytter til din ydmygelse, har du måske også selv tillagt, da der kun var én kollega til stede, der stod så langt væk, at han umuligt kunne have hørt det.
Kameratjekket er et meget simpelt redskab til at analysere den faktiske situation, når den følelsesmæssige reaktion er taget ud af ligningen. Måske ville Lotte Kirkeby Hansen dømme metoden ude pga. sin enkelthed, men jeg kan altså varmt anbefale den. Når du i løbet af dagen starter en indre dialog med dig selv om en uhensigtsmæssig situation, som du er utilfreds med, så lav et kameratjek. Måske er selve situationen ikke så gal endda, men mere din fortolkning ind over.