Jeg er i februar måned – i flere omgange – blevet positivt overrasket i samtaler med medarbejdere i den lokale kommune. Jeg har en aftale med kommunen, som betaler samtaler med nogle af mine klienter. Min funktion kan både være behandlende og vedligeholdende, og uanset hvad er der altid meget fokus på udvikling og redskaber i sessionerne i klinikken.
Min overraskelse går på, at medarbejderne virkelig vil det godt for mine klienter. Altså virkelig vil dem det godt og interesserer sig for dem og bestemt ikke tænker på klienten som et nummer i en stor bunke. Det kan lyde kynisk, når jeg beskriver overraskelse, men jeg har også oplevet beskæftigelsessystemet som meget rigidt og ulogisk bygget op. Jeg vil lade andre om at udtale sig politisk, men jeg vil altid gerne høre den stemmeløse, og det kan gøres gennem kronikken i Kristeligt dagblad 15. februar 2019.
Her skriver Annette Rana Petersen, afspændingspædagog og psykoterapeut om sin egne oplevelser, nu hvor hun selv er blevet ledig på arbejdsmarkedet. Under titlen: ”Vores beskæftigelsessystem har glemt mennesket” beskriver hun stille og roligt derudaf om første skriftlige kontakt, hendes fremmøde på kommunen og samtaler med de ansatte i jobcenteret. Og det er hovedrystende læsning, fordi det er så tydeligt, at systemet er bygget op for at kunne rumme modtagelsen af flest muligt nye klienter på ensartet vis. De samme få handlinger fra klientens side efterlyses af flere forskellige, selv om de er udført. CV-skrivning, jobansøgning og specifikt: ”at have et åbent sind”.
Sidstnævnte undrer kronikøren sig over og stiller sig selv spørgsmålet: ”Har jobcenteret lov til at kræve noget af mit sind?” Hun føler sig fremmedgjort af, at så mange forskellige forlanger det samme af hende, men ikke kigger på hendes arbejde. Hun slutter sin kronik af med at skrive om medarbejderne på jobcenteret: ”Der er mange, der kommer i arbejde. Blot ikke mig”. Du kan læse den her:
Mit budskab i dag bygger på mine positive oplevelser med kommunen, hvor medarbejderne ihærdigt prøver at hjælpe mine klienter på trods af opbygningen af systemet. De er jo selv kun en brik i det store puslespil og kan ikke bestemme over, hvor der kan undværes medarbejdere, så der gives økonomisk luft til at ansætte flere, hvor der er mere brug for det. Så vi står igen i dilemmaet, om klienten skal have forståelse for det uhensigtsmæssige i systemet eller kræve det ændret.
Det første valg vil være det letteste for kommunen og i første omgang det mindst krævende af klienten. Når vi accepterer et vilkår, skal vi ikke bruge kræfter på at ændre det eller risikere udstødelse fra selskabet ved at råbe op. Ulempen er ved at acceptere et vilkår er selvfølgelig, at der ikke bliver ændret noget. Og hvis det ikke er ægte accept, men resignation kan det æde os op indefra og skabe ligegyldighed, lavt selvværd og apati. De tre ting er det absolut modsatte af, hvad det kræver at kunne få sig et job, når man er ledig.
Det andet valg – at kræve systemet ændret – koster energi, kræver overblik og indsigt … og måske en faglig viden eller de rette forbindelser. Der er også stor risiko for at arbejde forgæves og blive skuffet. Men tænk hvis det lykkedes at få ændret noget til det bedre; sikke et boost for selvtilliden. Jeg taler hverken for det ene eller det andet valg. Men jeg taler for at undgå den forfærdelige ambivalens og i stedet gøre noget helhjertet. F.eks. som de mange lokale forældre til børn med særlig behov, som i disse uger går sammen for at blive hørt i aviserne og af politikerne. Eller som nogle af mine klienter, der har accepteret, at det kommer til at tage et stykke tid at komme i arbejde igen gennem kommunen. De glæder sig over de penge, der trods alt kommer ind på kontoen, mens noget tid spildes i systemet. Og så arbejder de i stedet for på at komme i arbejde gennem deres netværk. På samme måde tror jeg, at de positive medarbejdere, jeg har stiftet bekendtskab med i min kommune, har valgt at arbejde helhjertet på den måde, der nu er mulig. De har i hvert fald vist mine klienter respekt og med ærlighed fortalt om de rammer, der er for hjælpen, og undskyldt for uhensigtsmæssigheder. Og ja, dem er der en del af. Og vi bliver alle nødt til at forholde os til dem på den ene eller anden måde. Ambivalensen i midten, den skal vi undgå.
Her kan du downloade som podcast