Angst æder ikke bare sjæle, men liv op

Denne overskrift er taget direkte fra en artikel af Dorte Remar i Kristeligt dagblad 12. januar 2018 om tanker fra Bo Møhl, professor i klinisk psykologi. Og jeg har valgt ikke at ændre et bogstav, da jeg synes Bo Møhl, der er ansat på Aalborg Universitet, har fuldstændig ret. Angst æder livet. Han deler tilstedeværelsen af angst op i flere kategorier. Angsten, der er et eksistentielt vilkår for os alle. Angsten, som ca. 400.000 danskere skønnes at lide af. Og så angstlidelse, som ca. 54.000 er diagnosticeret med. Sidstnævnte kræver behandling med terapi og/eller medicin, men Bo Møhl lægger i interviewet vægt på ændringen i den store del af befolkningen.

”Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor det perfekte er blevet det nye normale”, siger han. Og det lægger klart op til stress, mindreværd og lav livskvalitet pga. ængstelse. Han fortsætter: ”Hos ganske almindelige velfungerende mennesker findes også denne ødelæggende ængstelse. Derfor mener jeg, at angst er blevet meget mere almindeligt og udbredt, end det har været før”. Og han fortsætter med at nævne mange letgenkendelige tendenser i samfundet med øget brug af  teknik, mindre socialt nærvær, højere tempo, flere skift osv.

I almindelige situationer bruger vi den del af hjernen, der hedder præfrontal cortex, når vi skal holde angst og uro på plads. Det er her kontrol, empati og forståelse dannes. Denne funktion kobles fra, når følelserne bliver for store, og en anden del af hjernen amygdala tager over. Her ligger den hurtigt vakte kamp-flugt-reaktionen, der gør det muligt for os at handle, uden at tænke os så meget om. Og det er en fantastisk evne, hvis vi er ved at blive kørt over eller skal redde hunden ud af et brændende hus. Men hvis vi hele tiden er ængstelige og overhører kontrollen fra præfontal cortex og reagerer med den mere primitive ’overlevelseshjerne’, har det store negative konsekvenser.

Udover at vi går rundt i en ubehagelig ængstelse hele tiden, får vi heller ikke brugt vores forståelse og empati nok. Det bliver sværere at tolke andre mennesker i hverdagen, både deres kropssprog, hensigt og tale. Og det kan skabe nye problemer, som holder ængstelsen ved lige. Bo Møhl mener, at vores samfund – med færre faste regler, mere overfladiske relationer og flere præstationskrav – lægger op til, at individet lettere udvikler angst end for 50 år siden. Jeg bliver tit spurgt, om danskerne er blevet mere sarte i forhold til tidligere. Om der er gået mode i at være angst og stresset. Om man faktisk er lidt YT, hvis livet hænger sammen, og man er glad for det.

Jeg tænker, at Bo Møhl har ret i sine anskuelser omkring samfundets udvikling og brugen af vores hjerne. Samtidig tænker jeg, at det ikke frifinder os for ansvaret i at passe på os selv. Når du ved, at en bestemt tilbagevendende begivenhed, person eller tanke stresser dig eller gør dig ængstelig, er det på tide at gøre noget ved det. Det kan være dyrkning af tætte relationer, dybe samtaler, terapi, fysisk aktivitet, ændringer på arbejdspladsen eller i hjemmet. Det vigtigste er faktisk, at gøre noget aktivt for at tage kontrollen tilbage og bruge den modne præfrontal cortex noget mere og lade den primitive amygdala hvile lidt, indtil den skal redde os i en reel farlig situation.