Det er 2 år siden, jeg regelmæssigt har sendt nyhedsbreve, fraset et par stykker i sommers. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har nogle nyheder at komme med, men fordi jeg har haft travlt med særligt to store arbejdsopgaver. Jeg vil give jer lidt highlights her.

Jeg har rejst land og rige rundt og undervist og superviseret misbrugsbehandlere i metoden MOVE, hvor man anvender den kognitive adfærdsterapi, den motiverende samtale og et særligt belønningssystem for at hjælpe unge mennesker ud af misbrug. Det har været sjovt og berigende at være sammen med ansatte på mange forskellige bosteder, klinikker og kommuner. Og jeg holder så meget af at berige andres muligheder for et godt resultat, når de prøver at hjælpe andre mennesker. Og det er også et formål i sig selv at styrke arbejdsglæden og modet på at møde ind til problematiske situationer hver dag. Og hver gang, jeg underviser, bliver jeg selv lidt klogere; det skal man jo ikke kimse ad.

Den anden store arbejdsopgave har været projektansættelse i 2 år i KFUM´s Sociale Arbejde som terapeut i projektet: Livet Tilbage – Mænd i krise. Her har jeg 12 timer om ugen tilbudt gratis samtaler til mænd i alderen 19 til 81 år i Slagelse og på Frederiksberg. Problematikkerne har været meget forskellige; samtaleforløbene har været af meget forskellige længde, men heldigvis er de allerfleste mænd blevet hjulpet ud af deres krise og videre i livet. Projektet blev kendt i kommunerne, så sagsbehandlere henviste borgere til projektet, når hverdagens krav oversteg borgerens kunnen. Eller når behandlersystemet havde opgivet at hjælpe borgeren. Eller når borgerens psyke var så skrøbelig, at indlæggelse virkede for voldsom og derfor ikke duede som løsning.

Jeg talte med en mand i 30’erne, som vi kan kalde Anders. Der havde været flere store udfordringer i hans liv; parforholdet var røget, en depression kom til, så røg bolig og arbejde. Og han skulle prøve at passe sine børn hver weekend uden at have et rigtigt hjem at gøre det i og uden at have penge til mad og benzin, når han skulle hente dem. Masser af spekulationer gik selvfølgelig ud over søvnen og sundheden, angsten kom langsomt snigende, og det hele blev til en ond cirkel. Det var svært for mig at prioritere en rigtig rækkefølge at løse denne knude op i; især fordi han ikke havde mod på noget af det og ikke kunne tage imod hjælp fra nogen. Jeg kunne have undervist ham i angsthåndtering, i depressionens symptomer, i omstruktureringen af negative tanker; og jeg kom da også ind på disse emner, men det var ikke det, der hjalp ham allermest.

Den største hjælp fik han fra ændring af adfærd på grund af fokus på en tanke. Han havde nemlig denne leveregel: ”Jeg skal klare mig selv; jeg skal ikke have hjælp fra nogen” Vi undersøgte tanken, fandt en mere hensigtsmæssig tanke omkring det normale i at tage imod tilbudt hjælp fra andre. Men da det kom til stykket, var det helt umuligt for ham at gå med på idéen. Så hans hjemmeopgave måtte justeres lidt; han skulle ikke partout tage imod hjælp … han skulle bare vente 10 sekunder med at sige ’nej’ og spørge sig selv: ”Hvad har vi som familie brug for?” Og så måtte han gerne sige nej tak til den tilbudte hjælp. Det havde han en uge til at øve sig i. Da jeg så ham igen, var mange ting faldet bedre på plads. Han var stadig angst og deprimeret. Han havde ikke fundet sig et job og en bolig på så kort tid. Men han havde fundet ud af, at han faktisk godt kunne tage imod hjælp og at andre mennesker gerne ville hjælpe ham. Når han ikke af bare vane sagde ’nej’ med det samme, kunne fornuften få plads og gøre det muligt for ham at tage imod uden at øve vold på sig selv. Der blev åbnet en helt ny vej for ham.

En anden klient kan vi kalde Bernhard. Han er veluddannet, godt skåret for tungebåndet, førtidspensionist, interesseret i alt muligt: politik, opfindelser, gadgets, trivsel i nærmiljøet, sprog, kunst og meget mere. Pludselig ødelægger fysisk sygdom denne velsmurte maskine, hvor Bernhard trives i sit liv, ikke er afhængig af nogen, men går efter det, han gerne vil. Han hader at være fysisk svag og er bange for at ryge ned i en depression, som han har prøvet for mange år siden. Han henvender sig til projektet for at gøre noget selv og tage vare på situationen. Han sætter fint ord på, at han ikke kan lide ’kasser’ og fagfolk, der siger en masse ting og lægger planer for patienten og så aldrig følger op på det. Han bryder sig ikke om at være i sundhedssystemet og tager det som et nødvendigt onde, mens han kommer sig over sin fysiske sygdom. Faktisk er han helt sikker på, at han ikke vil være mere på jorden, hvis han ikke kommer sig og skal fortsætte sit liv så svag. Men han vil da gerne give mig en chance. Tak for kaffe, Bernhard!

Vi starter – som ofte i kognitiv adfærdsterapi – med at få et overblik over situationen med fakta og selvrapportering over fysiske kræfter og depressive tanker over et par uger. Men Bernhards modstand mod ’kasser’ og tvungne opgaver spænder ben for hjemmeopgaverne og giver ham bare dårlig samvittighed frem til vores næste aftale. Hvor andre klienter finder ud af en masse ting om dem selv og deres levevis imellem sessionerne, rykker Bernhard sig mest undervejs i vores samtale. Det er nemt for mig at fremkalde hans gode refleksioner, og et par åbne spørgsmål resulterer i flere nye sandheder, som han ikke selv var klar over, men som udelukkende kommer fra ham selv. Så jeg bruger den motiverende samtale meget mere end min sundhedsfaglige viden og må mange gange spejle hans udsagn tilbage, så han kan se sin egen fysiske udvikling. Og jeg fremhæver igen og igen, at han er fantastisk problemløsende og opfindsom til at finde en vej. På denne måde holder Bernhard modet oppe og er mere nådig mod sig selv, indtil kræfterne begynder at vise sig igen og han tror på et liv for ham.

Disse to nedslag i mit arbejde med mænd i krise fører mig til to personlige spørgsmål til dig, der modtager mit nyhedsbrev:

Har du ligesom Anders en vane, der er vildt uhensigtsmæssig for dig? En vane – som ændret – ville ændre din tilværelse lige så stille.

Eller har du indeni dig en motivation for at se mere positivt på dig selv og dine evner? En motivation – som hvis den kom ud af din mund – ville give dig mod på at gå videre og være mere nådig mod dig selv.

En julegave til dig selv kunne være at gøre noget ved det. Glædelig jul.