Taknemmelighed kan tage stemmen

Jeg sætter pris på at dele disse opmuntrende fortællinger fra klinikken og kan hele tiden undres og imponeres over klienternes mod og udholdenhed. Jeg bliver selv meget inspireret af at se skridt, der bliver taget med bæven mod nyindtaget land. Og nogle gange bliver jeg så inspireret, at det tvinger mig til selv at tage skridt, jeg som sådan ikke har lyst til. Og derfor vil jeg i dette nyhedsbrev komme med en historie om positiv udvikling fra min egen hverdag.

Jeg har en stor og dejlig familie, som jeg er meget glad og taknemmelig for. Og i én sammenhæng giver det mig problemer, idet jeg bliver meget følelsesladet, når jeg bliver taknemmelig og ….. tuder. Så jeg kan ikke holde taler til familiefesterne, men må skrive lange sange med taknemmelighed puttet ind i versene, så jeg ikke græder. ”Jamen, det er da lige meget, at du græder; du er jo kun blandt venner, og vi kender dig”, siger min dejlige familie. Men jeg synes nu, det er meget usmart at give udtryk for vigtige ting i en tale, hvis ingen kan forstå, hvad jeg siger gennem tårerne og strube-kramper. Så jeg har vænnet mig til sangskrivningen i stedet for talen, selv om det tager mig fyrre gange så lang tid at producere.

Dette forår har været særligt festlig i familien med mange store fester. Tiden har været knap til al den sangskrivning, og da jeg skulle til min lillesøsters sølvbryllup, stod jeg uden sang, uden sketch eller happening, helt tomhændet, og ville gerne vise min kærlighed med andet end en gave. I tidsnøden hev jeg mange gamle tanker frem. De opmuntrende: ”Hun forstår jo meningen, selv om hun ikke kan høre ordene”, ”Alle kender jo til mit tuderi”. Og de udfordrende: ”Hvis du ikke skal holde tale til din søsters sølvbryllup, hvornår vil du så springe ud i det?”, ”Tænk på de stille børn fra dine kurser i angsthåndtering, der knokler med generthed! Du er jo ikke en gang genert”. Og følgen blev, at jeg planlagde en tale ud fra tre punkter og tillod det fjollede faktum, at ingen ville kunne høre et ord af det, jeg sagde. Og ved du, hvad der skete?

Jeg startede op, tudede lidt, talte med grødet stemme, så ingen kunne forstå et ord …. i 15 sekunder. Så løsnedes strube-krampen, og stemmen blev almindelig igen. Jeg havde planlagt at bruge samtalekort fra klinikken – 30 fotos med alverdens spøjse illustrationer- så gæsterne kunne vælge et symbolsk kort at sige noget ud fra til sølvbrudeparret. 25 % af de talende blev så rørt, at det gik ud over stemmekvaliteten og 15 % måtte holde pause for at få styr på stemmen igen. Jeg var ikke alene om mit ”taknemmelighedsproblem”, hvilket jeg heller ikke havde regnet med.

Arbejdsopgaven med at tage nye skridt slutter ikke der til festen. For bagefter skal der omstrukturering til for at bruge handlingen fremadrettet. Jeg skal nu ikke længere tænke: ”Jeg kan ikke holde taler, fordi jeg altid tuder”. Jeg skal fremover tænke sandheden: ”Jeg kan holde taler efter 15 sekunders tuderi og strubekrampe”. For det er en del af mig at blive rørt, når jeg er taknemmelig, og den del vil jeg ikke af med. Jeg vil til gengæld heller ikke afholde mig fra at give udtryk for min taknemmelighed, når jeg ved, at kramper holder op igen. Så jeg har lært en ny sandhed om mig selv, som jeg skal huske på, når den gamle tanke dukker op helt af sig selv ved den næste familiefest. Jeg håber, at du også kan blive inspireret til nye skridt.