Et takkebrev virker begge veje

Jeg kan på ingen måde komme rundt om emnet TAKNEMMELIGHED i et lille nyhedsbrev, for det er sprængfyldt af muligheder, nye tænke- og handlemåder og er i de sidste år kommet i forskernes søgelys. Og så kommer der jo altid en masse artikler, interviews, selvhjælpsbøger og i det hele taget et øget fokus i medierne. Jeg vil gerne tage hul på mine egne tanker gennem andres.

Else Marie Nygaard skriver i artiklen: ”Uden taknemmelighed glemmer man at leve livet” i Kristeligt Dagblad 29. december 2017 om tanker fra sociolog Rikke Østergaard, der lige har udgivet sin bog ”Tak”. Her giver Rikke Østergaard bl.a. syv råd til et liv med mere taknemmelighed. Et af dem er at undersøge, om der er nogen mennesker, man særligt skal takke; evt. gennem et takkebrev. Det prøvede jeg i 2015, hvor jeg pludselig fik mulighed for det. I 1991 blev min ældste søn opereret for vand i hovedet på Rigshospitalet, da han var 5 mdr. gammel. Det var en traumatisk indlæggelse på næsten en måned, men vi oplevede velsignelse bl.a. gennem en dygtig hjernekirurg, der tog godt hånd om os. 24 år senere hører jeg, at en bekendt skal opereres af selvsamme kirurg og jeg medgiver et brev med tak for godt håndværk den gang for mange år siden og fotos af sønnen som nyopereret, som student og som nygift. En uge efter er der brev retur, hvor kirurgen udtrykker stor glæde over at vide, at det er gået så godt med hans lille patient fra dengang. Og så skriver han, at det faktisk er utrolig få positive tilbagemeldinger han har fået gennem 3 årtier. Jeg sad og tudede lidt, da jeg skrev mit brev(og egentlig også lige nu), for min taknemmelighed voksede i takt med, at jeg nedfældede de gode ting, der var sket min søn, selv om han ikke var lovet overlevelse.

Jeg har også selv prøvet at modtage et takkebrev fra en person, jeg ikke havde set i rigtig lang tid. Det var en kvinde, der havde deltaget på et kursus i angsthåndtering for flere år siden, og nu fortalte hun, hvordan de nyindlærte strategier havde reddet hendes hverdag og dermed faktisk hendes liv. Hvad der lige fik hende til at skrive efter så mange år ved jeg ikke. Men hun må på en eller anden måde have gjort status over tilværelsen og have fundet det vigtigt at få sendt en tak. Jeg ved heller ikke, hvad hun oplevede ved at skrive et takkebrev, men antager, at der skete noget i takt med, at ordene blev skrevet ned.

Du skulle tage at prøve at skrive et takkebrev og mærke efter, hvad der sker indeni.