Angst opleves ikke lettere ved, at man kalder det noget andet

Jeg fik et supergodt spørgsmål fra en mor til et barn med angst. Hvad er forskellen på angst og ulyst til noget, man ikke bryder sig om? For vi har vel alle sammen noget, vi ikke så godt kan lide.

Mange mennesker har noget imod ordet angst. Det er for stort, for dybt, for gennemgribende. Og jeg kan sagtens se, hvad de mener. Det er mere spiseligt, hvis vi kalder det utryghed, bekymringer, ulyst. Og mange har opfordret mig til at lade være med at kalde det angst, fordi det kan skræmme nogle væk. Men f.eks. Frihedskæmperne er et angstprogram, hvor man lærer at håndtere angsten i hverdagen. Begrebet bliver ikke bedre af, at man kalder det noget andet. Og situationen, hvor man oplever angst, bliver ikke bedre af, at man kalder det noget andet.

Så hvis man har situationer med udløsende faktorer = ting, der trigger en, og man f.eks. får hjertebanken, svedudbrud, lyst til at græde og gemme sig, klump i halsen og sløret syn, så er der mere på spil end ulyst, bekymringer og utryghed. Og det er ikke kun den fysiske reaktion på triggeren, der kan fortælle os, om det er angst eller ulyst. Det er også hæmningen i hverdagen. Hvis vi undgår helt normale ting for at undgå triggeren, har vi en situation, som vi bør ændre på.  Her taler jeg ikke om, at jeg skal gå til faldskærmsudspring for at lære ikke at være bange for at springe ud med faldskærm. Det er ikke en hverdagsting, og jeg lever udmærket uden og går ikke glip af noget(her vil en faldskærmsudspringer ikke være enig med mig). Men hvis jeg ikke kunne gå over gangbroen til indkøbscenteret, besøge min ven på tredje sal eller lade mit barn klatre i træer, så er jeg hæmmet i hverdagen og kunne øge min frihed ved at arbejde med angsten omkring triggeren: højde.

Jeg kan godt forstå, at man i starten af en erkendelsesfase har svært ved at kalde ens problem for angst. Det er en stor mundfuld, og mange synes, det kan være tegn på svaghed. Jeg synes omvendt, at det er meget stærkt at kalde ens problem, hvad det egentlig er og ikke være flov over, at man er en handlekraftlig person, der gør noget ved problemet. Det er ikke spor flovt at have angst. Vi skal alle være angste en gang i mellem for at passe på os selv. Og så skal vi måske have hjælp til at håndtere denne angst, hvis den kommer til at fylde for meget i hverdagen, så vi ikke kan gøre de almindelige ting, vi gerne vil. Vi skal ikke lade os hæmme af noget, vi kan gøre noget ved.