I Kristeligt Dagblad d. 5. april 2019 fortæller Karoline Dahrling Hughes om sit store tab til journalist Bjørg Tulinius. Hun mistede nemlig sin 30-årige lillebror ved togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år. Hun fortæller kronologisk om afsked efter juledage, nyheder om katastrofen fra radio & tv og to døgns uvished med rutschetur mellem håb og katastrofetanker. Da det viser sig, at han ER død, er der flere reaktioner i familien. Hun selv tager sig af sine små børn, som har set fortvivlelsen rumstere i et par dage. Og hendes forældre tager på arbejde, da de ikke kunne holde ud at være hjemme. Jeg ved, at det ofte sker og er en hel almindelig måde at reagere på, når man har været ude for et stort tab.
Jeg vil gerne dvæle ved Karolines næste udtalelse. Hun siger: ”Og selv om jeg ikke har lyst til at være den hårdføre type, der bare siger: ”at livet går jo videre”, så er det åbenbart sådan, vi gør i min familie”. Så hun tog også selv på arbejde igen 5 dage efter. Hun beskriver, hvordan de i hendes familie ikke kan finde ud af tage fat på den snak om sorgen, og at det derfor i dette tilfælde blev en rart spørgende pædagog fra SFO’en, der fik hele historien om tanker og følelser. Her bliver familiens leveregler meget tydelige. Og leveregler skal lige forklares som begreb.
Vores tanker kan teoretisk deles op i tre lag efter dybde i vores sind. Det øverste lag tanker er vores automatiske tanker, der hele tiden popper op i vores hovedet og ofte ryger ud af munden som udbrud eller almindelig tale. De behøver ikke at være pænt formuleret på nogen måde og kan ved et tab være så enkle som: ”Pis, hvad sket der lige der” og ”Jamen, jeg kan jo ikke leve uden ham” og ”Så kan man da ikke regne med noget som helst mere”. Det dybeste lag hedder skemata og er de grundlæggende antagelser, vi har om os selv, andre og verden. De er grundlagt i vores tidlige barndom og fortæller meget enkelt sagt, om vi synes, at vi selv er okay som menneske, om vi kan regne med andre og hvor tryg eller utryg verden er at leve i. Det mellemste lag kan vi kalde leveregler, som vi har taget til os gennem opdragelse, oplevelser forskellige steder og uddannelse eller arbejdssteder.
Så når Karoline siger, at de åbenbart i hendes familie ved sorg handler, som man plejer og ikke snakker så meget om tingene, så er det en leveregel, der er på spil. Hun accepterer den, men har mere lyst til at omgå den eller lave om på den. Og det kan godt lade sig gøre. Hun fortsætter i artiklen med at fortælle om sin mangeårige bekymring, når lillebroderen levede eventyrlystent i fremmede lande, og hendes overraskelse over, at han så dør i et almindeligt DSB-tog i Danmark. Hun siger: ”Så kan alt ske, og det betyder samtidig, at mine bekymringer alligevel ikke kan bruges til noget som helst”. Jeg tænker, at hun tidligere har haft en uudtalt leveregel noget i retning af: ”Hvis jeg bare bekymrer mig meget om ham og sender ham mange tanker, så sker der ham nok ikke noget”.
Oplevelsen med ulykken er så følelsesmæssig, at den kan ændre på denne leveregel. Hvis den ændrer sig positivt, kan Karoline fremover leve efter reglen: ”Sikkerhed er ikke afhængig af min bekymring. Jeg kan slappe af og elske mine nærmeste på andre måder end gennem bekymring”. Hvis den ændrer sig negativt, kan Karoline fremover leve efter reglen: ”Uanset hvad jeg gør, kan ulykker fjerne mine kære. Det er bedst ikke at elske nogen”. Alt efter hvilken regel, det bliver – og der er utallige – vil hendes indstilling til livet blive påvirket. På samme måde kan hun fortsætte med familiens fælles leveregel om ikke at snakke om det svære og bare fortsætte hverdagen. Eller hun kan aktivt vælge at arbejde med at ændre den til eksempelvis: ”Det svære bliver ikke lettere af tavshed, men af at få ord på” eller ”Jeg har brug for og lov til at snakke om det, der er svært”.
Og sådan er det for os alle sammen. Vores reaktioner på store oplevelser -negative og positive – er gode muligheder for at arbejde med vores leveregler med det formål at få det lettere fremadrettet. Det er et tanke-arbejde, der er godt givet ud. Hvis du er blevet inspireret, kan du selv arbejde på ændring af leveregler gennem skema, du kan finde her. Og du behøver ikke vente på et dødsfald i familien eller noget andet forfærdeligt. Dine leveregler bliver lidt udfordret mange gange på en dag, og de bestemmer faktisk over mange af dine valg og ytringer. Så god arbejdslyst.