I Kristeligt Dagblad skriver journalist Maja Funch d. 30. november 2018 om psykopaten ud fra dennes eget synspunkt. Gennem interview med tre kvinder, skriver hun en spændende artikel, hvor både diagnoseindehaveren, 30-årig Sheila Søgaard, hendes veninde og psykologen, der har udredt hende, udtaler sig. Sheila forklarer, hvordan hun for det meste er ligeglad med alting og ikke kender til glæde, lykke og savn. Hun siger: ”Jeg er typen, der bare vil have og have og have. Og jeg vil have det nu, og så kommer jeg i første række, og det skal bare ske nu, det handler ikke om, at det skal være bekvemt for andre. De følelser, jeg kender bedst, er irritation og vrede. Det er ikke dét, at jeg har en konflikt med min kæreste, der påvirker mig. Det er, at jeg ikke kan få det, jeg gerne vil have”.
Min faglige opfattelse stemmer fuldstændig overens med chefpsykolog Tine Wøbbe på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der er specialist på dette område. Hvis du har en person i dit liv med dyssocial personlighedsstruktur – og 4 % af os har denne personlighedsstruktur – har du to muligheder: Fjern dig fra vedkommende, hvis vedkommende skader dig, for der er ingen gode behandlingstilbud endnu. Og hvis du gerne vil være sammen med vedkommende, må du indstille dig på at udholde den behandling, du får, for vedkommende vil med stor sandsynlighed ikke forandre sig.
Og nu vil jeg vende tilbage til ’de nye regler’, jeg lagde ud med. For psykopaten behøver ikke at nyde andres smerte eller være sadistiske, som vi ser det i film. De har bare ikke evnen til at føle andres smerte eller gætte sig til, hvordan vi andre har det. Sheila beskriver meget fint den kæmpe ligegyldighedsbunke, som ting automatisk lander i. Og mennesker med dyssocial personlighedsstruktur evner simpelthen ikke at sætte sig i andres sted, eftersom de mangler empati. Som ven eller pårørende kan det altså ikke nytte noget at tænke: ”Jamen, hun må da kunne sige sig selv, at ….”, ”Hun må da kunne se, hvad det gør ved mig” eller ”Hvor er det tarveligt”. For hun evner det simpelthen ikke. Derfor skal der helt nye regler til.
Selv om der ikke findes gode behandlingstilbud nu, arbejdes der på det. Man forsøger f.eks. at lære kriminelle med dyssocial personlighedsstruktur at beregne konsekvensen af ulovlige gerninger. Det kan ikke nytte noget at bejle til samvittigheden, for den er der ikke. Men hvis den kriminelle kan konsekvensberegne den enkelte ulovlige handling, kan det indgå i en fordel/ulempeanalyse af situationen. På samme måde kan man prøve at sætte noget konsekvensberegning ind i ens venskab med en person med dyssocial personlighedsstruktur.
Men hvis du sætter hårdt mod hårdt, mister du sandsynligvis venskabet. Sheila siger f.eks., at hun aldrig har haft lyst til at gå på kompromis: ”Enten tager du pakken, eller også går du. Jeg vil ikke stå med en sur følelse af, at jeg er gået med til noget, jeg ikke havde lyst til.” Man skal være meget large i sådan et venskab og tage stilling til, om det er det, man vil.