Et nyt år med nye muligheder 2

Journalist Camilla Beer Arnsberg skriver i Kristeligt Dagblad 28. december 2018 om nytårsforsætter som begreb. Psykolog Jacob Mosgaard beskriver nytårsforsættet som en slags selvdisciplinering, når det nedskrevne hjælper os til handling. Det er bare langt fra alle aftaler med os selv, der bliver til noget. Jacob Mosgaard anbefaler, at man starter med det abstrakte om de helt store spørgsmål om tilværelsen og dens udformning. Og derefter omsætter det til det konkrete, som er så meget mere handlingsanvisende. Og jeg er helt enig.

I min lille hjemmeboende familie satte vi os en aften i den første uge i det nye år og lavede rundesnak. Hvordan havde 2018 været? Hvad havde været vigtigt? Og hvad skulle fylde i 2019? Heldigvis er knægten på 15 år med på langhårede samtaler; og der var endda ikke slik på bordet 😉 Vi kendte alle historien med at fylde ens livs-glas op med de store sten først. Og hvis du ikke kender den, har jeg fundet en udgave, du hurtigt kan læse her, før du vender tilbage til min historie.

Det med rødvinen behøver man ikke at være enig i. Men jeg tror på prioriteringen i at italesætte og putte i kalender eller ugeskema de ting, som andet ikke må komme i vejen for. Gode vigtige ting må ikke spærre for det allervigtigste og det allerbedste. Efter tur satte vi ord på, hvad de store sten var, de mindre sten og sandet.  Og vi prøvede at gå fra det abstrakte til det konkrete. F.eks. blev ’styrke fællesskab’ til ’planlægge spilleaftner’. Og ’nyde nuet’ til ’bruge sommerhuset noget mere’, fordi vi alle er mere til stede og mindre på vej til det næste, når vi slapper af i sommerhuset.

Det var ikke en lang seance … måske en halv time for at nå rundt og snakket lidt uddybende om de forskellige ting. Og den underliggende tone blev ikke: ”Nu skal jeg altså også til at tage mig sammen. Nu må jeg putte dét og dét ekstra ind i kalenderen og se, om jeg kan nå det”. Men det var nærmere en påmindelse om, hvad der var vigtigt og hvad, vi var taknemmelige over. Hvad vi ikke ville give køb på. Med mange ting i kalenderen kan det være svært for os som ægtepar at få de vigtige ’oase-tider’ sammen, hvis vi ikke sætter det i kalender. Vi får aldrig 4 dage i rap uden en aftale, hvis vi ikke spærre dagene i god tid til en kærestetur med Oslo-færgen eller hvad vi nu finder på. Det spontane er fantastisk, men nogle ting skal altså planlægges.

Uanset om du har lavet dine nytårsforsætter eller ej, vil jeg opfordre dig til at bruge tid på at lave sten-i-glas-øvelsen, og det behøver ikke at være sammen med familien, hvis det ikke kan lade sig gøre. Det er bare vigtigt, at du bliver bevidst om, hvad der har 1. prioritet i dit liv, hvad der er næst vigtigst osv. Og så gerne bruge Jacob Mosgaards anbefaling om at lave en totrinsraket fra det abstrakte til det konkrete. Del det med en anden eller skriv det i det mindste ned og kig på det til foråret og følg op på dine ønsker. Det kan betale sig.