En ung klient fortæller

En af mine klienter fra angsthåndtering for børn, Andreas, startede forløb i foråret og sluttede først her efter sommerferien. Forrige sommer fik han som 11-årig pludselig angstanfald og kunne ikke komme ud af døren i skolen. Han havde svært ved at tage bus og tog; også selv om han var sammen med far og mor. Han mener selv, at det var pga. de mange mennesker, for han kunne godt sidde på et stille bibliotek, men blev meget træt i hovedet af at være i Netto med forældrene. I skolen var han bange for at sige noget, bange for høje lyde og gik ikke til fritidsaktiviteter, selv om han havde prøvet nogle stykker af. Det havde efterhånden udviklet sig til, at mor skulle sidde udenfor klasseværelset, og på trods af det, kom Andreas kun i skole få gange om ugen og få timer af gangen.

Andreas var ved opstart i angstgruppen lidt nervøs, men meget opsat på at få noget hjælp, da han gerne ville kunne gå i skole igen, sove hos en ven, kunne gå i byen med vennerne og gå alene i byen og købe lidt guf. Dette havde længe ikke været muligt pga. angsten. Han havde nogle gange lidt svært ved at få lavet lektierne til gruppen hjemme, men deltog aktivt i alle øvelser og rollespil, når han var her. Sammen lavede vi ’trappestige’, så Andreas skulle træne små trin i at sige noget højt, først i gruppen, så ved middagsbordet og pludselig kom han og sagde, at nu kunne han godt sige noget i klassen – også selv om han ikke var 110 % sikker på, om det var rigtigt. Hans bekymring for at sige noget højt i klassen var dalet fra 10 til 1-2.

Der var også fremgang med tankerne omkring skolen, men efter et nederlag og deraf udløst angstanfald skete der tilbageslag i udviklingen, så vi sammen lagde en plan. Når Andreas ikke kunne komme i skole, var det helt okay, men så måtte han ikke spille computer før det tidspunkt, hvor han egentlig skulle komme hjem fra skole. Tiden måtte han så bruge til hjemlige sysler eller til at komme ud og træne små indkøb. Dette overholdt Andreas og fik mere mod på forskellige handlinger og oplevede stolthed over sin præstation.

Så kom en lang sommerferie, og jeg var ærlig talt lidt bekymret for 10 uger uden støtte til Andreas, men det havde jeg ikke behøvet. Familien havde fanget de redskaber, der var allerbedst til Andreas, og havde støttet ham i at få sig en avisrute, så han både fik frisk luft, motion og kom ud af huset. Han havde genoptaget venskaber og havde været hos en ven til sent, hvilket havde været udelukket før. OG han havde været i skole alle dage. Nu skulle der blot arbejdes på, at få mor længere og længere væk fra klasseværelset og til sidst helt væk fra skolen. Andreas fortalte, at han brugte tanke-surfing rigtig meget med rigtig god effekt. I stedet for at gå i stå midt i en handling, når bekymrede tanker kommer, skal man sige sine tanker højt med munden eller inde i hovedet og fortsætte sine handlinger. På den måde forsvinder de bekymrede tanker hurtigere, og man kan få en mere normal hverdag.

Jeg elsker at blive narret … at blive overrasket over, hvor meget selvopholdelsesdrift og vilje, der er i mennesker, der ikke umiddelbart ser stærke ud. Andreas havde mange odds imod sig og formår alligevel med familiens støtte at udvikle sig, træde nye skridt og opnå noget af det, han ønsker med sit liv. Forældrenes og hans vurdering af angsten ude og hjemme er faldet 77 % fra opstart til afslutning.