Til forsamtale fortalte en klient – vi kan jo kalde hende Mette – at hun for år tilbage var blevet bange for at køre på motorvej. Ikke bare bange for, at de andre trafikanter kørte dårligt, men rigtig angst for at befinde sig på motorvej. Bare tanken om det førte til hyperventilering, svedudbrud, voldsom hjertebanken og stærk overbevisning om risikoen for at falde død om. Det resulterede i store omveje på landeveje og brug af offentlig trafik, når det var meget hurtigere at tage bilen på motorvejen.
Nu var Mette ret stædig og ville ikke finde sig i at være begrænset på den måde, og hun investerede tid og energi på et 10 ugers angstkursus og lærte hurtigt om den kognitive metode. Men selv om hun med sit intellekt vidste, at angsten ikke var reel, og at den var et resultat af et tidligere angstanfald på motorvejen, så kom angsten alligevel, hver gang hun nærmede sig motorvejen. Hun brugte beroligende tanker. Hun skældte sig selv ud for at være så fjollet. Hun kunne dæmpe angsten lidt med vejrtrækningsøvelser. Hun planlagde belønning til sig selv efter kørt tur. Så hun gjorde alt det rigtige, men havde alligevel enormt svært ved det. Gennembruddet kom gennem fokusering på afkørsler og tidsforbrug.
Da hun havde planlagt at træne motorvejskørsel, udvalgte hun sig en bestemt strækning, hvor der var kort mellem afkørslerne. Det var et sted, hvor elektroniske skilte fortalte, at der var x antal minutter til næste afkørsel. ”Det må du da kunne klare. Kun x minutter. Kom så”, opmuntrede hun sig selv. Selv da de før omtalte symptomer kom, kunne hun køre videre ved tanken om, at det kun var x minutter. Og da afkørslen kom kort tid efter, kørte hun lige videre til den næste afkørsel, fordi hun havde overlevet indtil da. Det blev hurtigt til længere ture, Storbæltsbroen, Jyllandsture med og uden passagerer. Hun havde fået friheden tilbage.
Nu er det nogle år siden, og hun har fortalt mig, at hun selvfølgelig stadig kører på motorveje, men kan mærke den gamle angst i perioder med stress på arbejdet. En gang imellem popper den op og forskrækker og irriterer, men Mette ved, at vejrtrækningsøvelser er den bedste hjælp for hende, og at hun skal blive ved med at køre. Angsten skal ikke have lov til at bestemme, hvordan hun transporterer sig rundt.