meget aktiv og bange for at fejle
Jeg læste d. 21. februar 2019 en kort tekst af journalist Bjørg Tulinius i Kristeligt Dagblad. Hun har interviewet medicinstuderende Eva Poulsen, der har taget initiativ til at åbne en chatlinje på Aarhus Universitet for unge, der har det svært med studiet og livet. Det er et supplement til en anonym telefonlinje, som allerede var etableret, men der er god brug for hjælpen, da en undersøgelse fra 2017 viste, at hver femte studerende på dette universitet oplever stress i hverdagen; næsten en fordobling på 6 år. De unge oplever ensomhed, angst og et udtalt lavt selvværd; ofte som følge af et stort præstationspres. Alt dette er der ikke noget nyt i, men Tulinius har også snakket med højskoleforstander Simon Axø, der på højskolen har lagt mærke til de samme problematikker som på universitetet. Men han har også lagt mærke til den gruppe unge mennesker, der kommer fra mere jævne kår.
De, der ikke er fra akademiker-mindede såkaldte ressourcestærke familier, virker mere robuste og kommer med nogle mere jordnære værdier. De kan gå mod strømmen og holde fast i, at ikke alt drejer sig om konkurrence og selvoptimering. Og jeg citerer: ”De sætter med deres modtendens spørgsmålstegn ved vores umiddelbare forståelse af, hvad det vil sige at være ressourcestærk. For dem, vi plejer at kalde ressourcestærke, er i virkeligheden de eksistentielt mest ressourcesvage”. Jeg er ikke enig med Simon Axø, når han siger, at denne gruppe, der er tilfreds med en pædagoguddannelse og ikke behøver en universitetsuddannelse, ikke har travlt med løbe efter det perfekte. I klinikken ser jeg lige så meget den bachelorstuderende bekymre sig om resultater i studiet som den universitetsstuderende.
Og jeg må indrømme, at jeg også har svært ved at følge ham, når han gerne ser ’middelmådighed’ som et ideal at stræbe efter. Jeg kunne godt finde på at oversætte middelmådighed med ordene ’godt nok’, og de ord har jeg heller aldrig været rigtig glad for. Jeg synes hverken de står for lettelse over liiiige at have klaret den og heller ikke glæden ved at have klaret noget rigtig godt. De er sådan lidt midt i mellem; hverken fugl eller fisk. Til gengæld er jeg så fascineret af begrebet: tilfredshed. Det står ikke for en numerisk værdi, og to elever kan være nøjagtig lige tilfredse med to helt forskellige karakterer eller præstationer, når deres forudsætninger var forskellige fra starten af. Tilfredshed antyder, at man er kommet i mål med noget og ikke fortryder vejen eller slutstedet. Men du kan godt være tilfreds med noget, der ikke er perfekt.
I den før nævnte artikel fortæller specialkonsulent Rune Mastrup Lauridsen om sit arbejde med studievejledning på Syddansk Universitet. Han prøver virkelig at få de studerende til at holde op med at tro, at idealet for dem er at være unik og fejlfri, ”for det er der jo ingen, der kan leve op til,” siger han. Derimod kunne han godt tænke sig, at vi i Danmark kom tilbage til læringskulturen fremfor præstationskulturen. Hvis vi ikke hele tiden stræber efter at præstere og derfor bliver bange for at fejle, kunne vi måske i stedet for stræbe efter at undersøge og lære. Og hvis det kunne være tilgangen til studiet og livet, vil et fejltrin bare være en måde at blive klogere på.
Det kunne jeg sige meget mere om, men der er altså en anden, der har sagt det på sådan en god og humoristisk måde; og det er Allan Bech, der har skrevet et indlæg på hjemmesiden Fokeskolen.dk d. 15. februar 2016. Hans elever er jo så noget yngre end de studerende, jeg har talt om i dag, men jeg tror, det er de samme mekanismer, der gør sig gældende i stort set alle aldersgrupper. Jeg kunne i hvert fald godt genkende mig selv i hans elever; både som barn og som f.eks. kursusdeltager i min nuværende alder. Jeg kunne godt tænke mig at være mere modig til at fejle. Og være mere tilfreds med mine fejl, hvis jeg lærte af det.
Du kan læse hans indlæg her. https://www.folkeskolen.dk/581678/boern-skal-fejle-og-laere-af-det
Eller høre mig oplæse hans 1227 ord op her.