Journalist Lars Henriksen skriver i Kristeligt Dagblad 6. juli 2018 om, hvordan professor Johannes Nørregaard Frandsen oplever at være i sit sommerhus i forhold til derhjemme. Johs. Nørregaard Frandsen oplever en ’andethed’ i sommerhuset og kan mærke det allerede, når han er på vej i bilen dertil. Og følelsen af ’andethed’ og ro bliver endnu større, når han træder ind i huset. Han siger:
”Selv tiden føles anderledes. Der er på en måde mere af den, fordi det virker, som om den går langsommere. Her er der tid til de lange brætspil. Til at læse avisen – sådan ordentligt. Og til at sidde på terrassen og lave ingenting. Ikke noget med at hænge i en klokkestreng. Bare slappe af og frådse med den tid, der pludselig ikke føles helt så dyrebar – og derfor er det endnu mere”.
Jeg synes, det er en helt vidunderlig beskrivelse af noget, der ellers er svært at beskrive; og tro mig: jeg har prøvet at få det frem. Der er nemlig flere af mine klienter, der oplever nøjagtig det samme, men har svært ved at gribe forskellen på ophold i sommerhuset og ophold derhjemme. De laver mad begge steder, ordner haven begge steder, kan invitere gæste begge steder – og alligevel er der en kæmpe forskel, når de er i sommerhuset. Angsten aftager, stressen bliver mindre, søvnen bedre og de negative tanker er ikke så påtrængende…. Før de så er hjemme i deres almindelige hus igen og ryger tilbage til den almindelige hverdag.
Vi har sammen prøvet at arbejde med at tage de positive ting fra sommerhuset med tilbage. Flere er ikke længere på arbejdsmarkedet, så jeg tænker, at det må være muligt at tage noget af ’andetheden’ med tilbage. En opskrift kunne være tredelt: Først skal du finde ud af, hvad ’andetheden’ består af for dig. For professoren var det den særligt gode tid til lange brætspil, avislæsning og det at lave ingenting. Dernæst skal du afgøre tankemæssigt, hvad du kan tage med hjem i dit daglige hjem og prioritere en rækkefølge for forsøg. Og sidst, men bestemt ikke mindst, skal du afprøve en ting fra ’andetheden’ derhjemme og vurdere resultatet.
Det er klart, at tid i sommerhuset stadig skal have noget særligt og magisk over sig. Det skal stadig være afbræk i hverdagen at komme væk fra den. Og vi ved alle, at det vi hele tiden kan gøre, mister værdig for os. Måske så meget, at vi glemmer at gøre det, selv om det er rigtig godt. Min egen tredeling kunne se således ud:
Trin et: definitionen af ’Andetheden’ for mig er:
a) det ikke at skulle sætte et vækkeur
b) at kunne vælge menuen ud fra, hvor jeg lige køber ind og ikke have planlagt aftensmad for hele ugen for at optimere forbrug af tid og ingredienser
c) ekstra tid til strikketøj, krydsogtværs, brætspil
d) mere ophold i naturen og planlagte ture til seværdigheder.
Trin to: Jeg vælger et af ovenstående:
c) og kan skaffe den ekstra tid fra mindre tv-kig. Det er det letteste at tage med hjem fra sommerhuset. Jeg kunne også vælge at planlægge ture i weekender, hvor vi ikke er i sommerhuset, men så skal jeg planlægge i god tid, så familietiden er afsat til netop det.
Trin tre: Der skal afprøves i den daglige ramme.
Prøv selv at tænke over, hvad ’andetheden’ er for dig, når du er i sommerhus eller har ferie. Er der noget af det, du kan tage med dig ind i hverdagen, så den bliver lettere og gladere for dig?