Ændring af levemåde kræver ændring af leveregler

En mand alene på en badebro
Hvornår har du sidst haft stilhed?
Hør indlægget læst op

For et halvt år siden læste jeg i Kristeligt Dagblad en kort artikel, der var en del af serien: ”Hvad døden lærte mig om livet”. Den har ligget i en af mine bunker på skrivebordet, fordi den radikale livsændring i historien talte til mig. Lars Juhl har nemlig fortalt sin historie: Mit hjertestop lærte mig, at arbejdet ikke er det vigtigste” til journalist Benjamin Krasnik 16. maj 2019. Lars Juhl er grundlægger og ejer af firmaet Bounce Development, der yder ledelsesrådgivning til chefer, nøglepersoner og bestyrelser. Men hans personlige historie starter før det. Og han har delt den op i tre livsændrende episoder.

Den første fandt sted i Kina, hvor han på forretningsrejse lå dødssyg med nyrebækkenbetændelse, og også var meget syg efter hjemkomst til Danmark. Der lærte han at være taknemmelig for livet og har siden startet og sluttet sin dag med en taknemmelighedsbøn. Den anden episode fandt sted i hjemmet, hvor han pludselig faldt om med hjertestop, måtte genoplives af konen og hurtigt få en pacemaker. Det fik ham til at lave øvelsen med at nedskrive talen til sin egen begravelse for at få fokus på, hvad han gerne ville huskes for; hvilket eftermæle han gerne ville have. Han kunne se, at det krævede ændringer i livet. Alligevel var han rimeligt hurtigt tilbage i arbejdet igen og havde alt for meget at lave. Det påvirkede hele familien; også børnene, der oplevede ængstelse og bekymring for ham. Og det førte til den tredje episode.

Lars satte sig for at lave en slags digital detox og tog på kloster for at deltage i en stilhedsretræte. Han fortæller, at stilheden i begyndelsen var larmende, men indfandt sig til sidst på en badebro ved Sønder Sø. Og her indså han noget; han siger: ”Det blev fuldstændigt tydelig for mig, at det liv, jeg havde levet, måtte slutte. Uanset hvor hurtigt jeg løb, eller hvor højt jeg sprang, ville jeg altid løbe hurtigere og springe højere. Jeg vidste, at jeg skulle noget andet og mere meningsfyldt, som ikke ville slå mig ihjel”. Med fagpersonens øjne kan jeg se den gamle leveregel: ”Du kan altid gøre det lidt bedre” eller ”Det er kun godt nok, hvis jeg er den bedste” eller ”Når jeg lykkes, er jeg noget værd” eller alle mulige andre formuleringer, som stiller tårnhøje krav til præstationerne. Men Lars havde ikke fundet den nye leveregel. Se tidligere nyhedsbrev med forklaring om leveregler her.

Her kommer jeg til at tænke på en model, jeg har set i bogen: ”Livsmønstre” af Mike Breen og Walt Kallestad. Den viser en livsbane, der kører derudad fra venstre mod højre, og pludselig sker der noget, der får en til at stoppe op: en Kairos-hændelse; det betyder ’det gunstige øjeblik’. Lars havde en Kairos-hændelse i Kina og en ny med hjertestop på gulvet og atter en på badebroen ved Sønder Sø. Ved de to første stoppede han op, observerede, at dette var farligt. Reflekterede over, hvad der skulle til for at ændre på situationen: mere taknemmelighed og et andet arbejde, der ikke slog ham ihjel. Han har sikkert drøftet det med kone, venner og sig selv i timevis; både dag og nat. Men for at bruge et lidt gammeldags ord, så ’omvendte’ han sig ikke rigtigt fra livsførelsen, før han fandt roen på badebroen.

Jeg kan læse hans nye leveregel i et citat fra artiklen: ”Jeg lærte altid at være parat til at hive stikket, hvis jeg står i en situation, der taler imod mine værdier, uanset økonomien eller fordelene. Det står aldrig til diskussion. Til gengæld er det vigtigste at bruge tiden til familie, sport og fritid”. Den nye leveregel kan være: ”Jeg skal bruge min tid og mine kræfter på det vigtigste her i livet: min familie”. ”De elsker mig, selv om jeg ikke er den bedste”. ”Hvis jeg er usikker på noget, vil jeg bruge tid til at reflektere over det”. Og det kunne være med andre vinkler på, men noget lignende, tror jeg.

Han slutter artiklen: ”Mit liv med døden har lært mig, at der skal være tid til refleksion. I en travl hverdag glemmer man at tage sig tid, for der er konstant noget, der kræver ens opmærksomhed. Og det er ofte ikke de meget vigtige ting. Jeg vil ikke fortælle, hvordan folk bør leve, men jeg opfordrer alle til at skabe et rum for at overveje livet og stille spørgsmålene: Er jeg det rigtige sted, og hvad er vigtigt? Hvad vil jeg med dette liv? Hver dag er en investering i den næste”. Lars Juhl har nu prioriteret anderledes og nyder sit firma, hvor han også tager rundt og holder forskellige inspirationsforedrag. Du kan læse om et af dem her. Jeg har ikke hørt foredraget, så jeg kan anbefale det, men det lyder som om, han og jeg er enige i, at dårlige episoder i livet kan være springbræt til gode ændringer.

Faktisk vil jeg gå lidt videre og sige: det er en god investering at bruge tid og kræfter på at ændre de leveregler, der spænder ben for dig. For det kan både være direkte farligt at have usunde leveregler, som Lars havde det. Og det kan også holde dig fast i en – lige nu – ikke-truende, men uholdbar situation. Det kan være, at du godt kan observere, reflektere over og drøfte den med andre mennesker, men du skal også vende dig væk fra den. Og lave en ny leveregel, som du kan fortsætte livet med – derudad mod højre efter din Kairos-hændelse. Og den hændelse kan være sygdom, afskedigelse, uro i familien eller bare en hverdagshændelse, der får dig til at stoppe op og overveje livet.

Jeg ser ofte i klinikken, at klienterne bliver tvunget til at stoppe op på grund af omstændigheder. De er gode til at tage ansvar for de observationer, de gør sig og til at søge hjælp fra litteratur, venner, tidligere erfaringer og professionelle. I klinikken kan vi reflektere og drøfte mange ting, og som regel forlader de sessionen med en opgave, der giver mening i den kommende tid. Vi snakker også rigtig tit om leveregler, da det er en af de mest potente redskaber i den kognitive værktøjskasse. Men det er svært at holde fast i den nye leveregel. Det kræver baggrundsviden og tro på, at den nye leveregel kan føre noget meget bedre med sig. Og det håber jeg, at dette nyhedsbrev er med til at vise. Hvis du læser eller hører dette og tænker på en særlig Kairos-hændelse som du gerne vil dele med andre i et nyhedsbrev, er du meget velkommen til at skrive til mig.

Comments are closed.